Holdbeskrivelse
Kvinder i forandring
Overgangsalderen, tiden efter en kritisk sygdom, fraflyttede børn eller andre store forandringer, er alle perioder i livet, der indbyder til eftertanke, omsorg og at finde nye veje. Stillingerne følger et fast program og vil være sammensat på en måde, så kroppen igen gradvist finder sin egen rytme, sindet lærer at falde til ro, nervesystemet genopbygges og du atter finder fodfæste.
For ryggen I
For dig, som oplever gener fra ryggen og vil arbejde både forebyggende og genoptrænende. Der fokuseres på bevidstgørelse af rygsøjlen, styrke og afspænding af nakke-, skulder- og rygmuskler samt ryggens fundament; benene. Du vil gradvist opøve en bedre holdning samt indlære øvelserdu kan praktisere hjemme for at sikre dig en stærk, smidig og sund ryg.
For ryggen II
For dig, som ikke har store rygproblemer, men gerne vil forebygge. Vi går dybere med styrke og stræk af benene, da de er grundlaget for vores holdning, men arbejder også stadig med at styrke mave og ryg. Desuden indlæres enkelte stående grundstillinger, som vil gøre holdet velegnet som springbræt til Trin I-II.
Trin I-II
Et blandingshold for begyndere og elever, der endnu ikke er klar til trin II. Undervisningen bygger på de stående stillinger og følger en fast cyklus over 4 uger: Stående, lettere fremoverbøjninger, lettere bagoverbøjninger samt stillinger, der genopbygger nervesystemet samt bevidstgørelse af åndedrættet. Stående stillinger er udfordrende fysisk som psykisk; du vil gradvist opdage nye sider af dig selv.
Trin II
For elever, der tidligere har fulgt trin I og I-II eller er aktive sportsudøvere eller på anden måde kropsbevidste.
Hovedvægten ligger på 5-8 stående stillinger, som suppleres med stillinger, der styrker og smidiggør arme og skuldre. I undervisningen vil der også indgå øvelser som siddende fremoverbøjninger, mindre bagoverbøjninger, genopbyggende samt omvendte stillinger.
Trin II-III
For elever, der tidligere har fulgt trin I-II og II eller er aktive sportsudøvere eller på anden måde arbejder meget bevidst med kroppen.
Hovedvægten ligger på 5-8 stående stillinger, som suppleres med stillinger, der styrker og smidiggør hofter, arme og skuldre.
Undervisningen følger den faste cyklus over fire uger, men niveauet kræver vilje til fordybelse og større styrke, da vi bl.a. arbejder med Hovedstand.
Trin III
Trinnet forudsætter vilje til fordybelse og udviklet koncentrationsevne, da du er i stillingerne i længere tid. Hovedvægten ligger på 10 - 12 stående stillinger, som suppleres med stillinger, der styrker og smidiggør hofter, arme og skuldre.
Undervisningen følger den faste cyklus over fire uger, men niveauet kræver større styrke, da vi bl.a. arbejder med Hovedstand, Albuestand, Håndstand mv i højere grad end på de lavere trin.
Vi arbejder dybere med pranayama efter de genopbyggende stillinger.
Afspænding begynder i kroppens yderste lag og gennemtrænger de dybeste lag af vor væren.
BKS Iyengar
![]()